Nye medarbejdere i Projekt Ballast

trinestagefrausings billede

Nye medarbejdere i Projekt Ballast

Lone Pedersen og Sanne Kæseler er nye medarbejdere i projekt Ballast under KFUM’s Sociale Arbejde. Lone skal arbejde som børn- og ungebehandler i den nye afdeling i Jammerbugt Kommune, hvor Ballast slår dørene op i dag, den 1. november 2018. Sanne er projektmedarbejder i Ballast Syd, som dækker kommunerne Esbjerg, Fanø og Varde.

Ballast er en behandlingsindsats for børn og unge, der vokser op i familier med misbrugsproblemer. Børnene kan få gratis hjælp til at forstå, acceptere og håndtere de følelser, reaktioner og ar på sjælen, det har givet dem at vokse op i familier med alkohol- og stofmisbrug.

Ballast-behandlingen tilbydes i Nordvestjylland og Sydvestjylland. Behovet er stort, da 122.000 børn vokser op i en familie med et alkoholproblem. Alene i Jammerbugt Kommune, hvor den nye afdeling af Ballast åbner, svarer det til over 800 børn – eller cirka to i hver skoleklasse. Problemet bliver dog ofte skjult og hemmeligholdt, da det er tabuiseret.

Lone er uddannet socialpædagog. Hun har tidligere arbejdet med udsatte børn og unge, som vokser op i familier med misbrugsproblemer. Hun kommer fra en stilling som pædagogisk familierådgiver i Familiegruppen Centrum i Aalborg Kommune.

Sanne er uddannet social- og sundhedsassistent samt lærer. Hun har tidligere arbejdet med udsatte børn og unge i bl.a. psykiatrien og socialpsykiatrien samt som støtte/kontaktperson. Hun kommer fra en stilling som lærer på Højmarksskolens specialcenter i Holsted.